skriftmediernes historie

Den ældste form for skrift, vi kender, er kileskriften. Det er en billed- og stavelsesskrift, der udvikles af sumererne omkring 3.200 f.v.t. i den sydlige del af Mesopotamien. De teknologier, man anvender, er små tavler af sten og ler, der kan fæstne skriften og bevare den over tid, og som ret let kan transporteres fra sted til sted ad lande- eller vandveje. Siden udvikles flere skriftformer og andre skriftteknologier.

Den semitiske alfabetskrift indføres til oldtidens Grækenland, hvor man skriver på papyrus, en nordafrikansk plante, der kan forarbejdes og sammensættes til ruller. I de første århundreder e.v.t. udvikler nordeuropæiske stammer alfabetskriften til runer, som anvendes langt op i middelalderen specielt i Skandinavien. De ridses ind i fx sten, træ og ben. I middelalderens Europa bruges mest pergament, som er garvet og glittet skind, eller papir, der udvikles i Kina og finder vej til Europa via araberne i 1100-tallet. Pergamentbladene hæftes sammen til bøger, som vinder frem i stedet for de mere uhåndterlige skriftruller.

Har man ikke specielle fysiske eller psykiske handicap, lærer enhver at tale i løbet af den tidlige barndom. Men det kræver systematisk træning at kunne læse og skrive. I oldtiden og middelalderen er der få i samfundet, der kan skabe og bruge skriftmedier, der da også fokuserer på emner, som magtfulde grupper i samtiden anser for særlig vigtige. Sumeriske lertavler opregner fx salg af kvæg og korn, middelalderens håndskrifter omhandler mest religiøse eller retslige emner, mens runer bruges til at angive fx ejerskab, gæld eller religiøs beskyttelse.

I middelalderens Europa er navnlig klostrene centre for kopiering af håndskrifter og andre dokumenter, der siden fungerer som åndelige og verdslige rettesnore ved lokale kirker og hoffer. I retsvæsenet vinder underskriften indpas som juridisk bevis frem for den mundtlige ed. Kirken og retsvæsenet har begge mulighed for at føre centralt opsyn med produktionen af dokumenter. De udbredes til hest eller med båd af private bude, som ansættes af et kloster, en by eller et universitet. Skriftmedierne er stadig dyre at fremstille, så udbredelsen er begrænset set i forhold til senere mediekulturer, også for dem der har råd til at købe og evne til at læse.

Skriftmedier forudsætter samfund, der har brug for at regulere og kontrollere økonomiske, politiske og religiøse forhold, der rækker ud over, hvad man kan aftale i mindre grupper. Samtidig medvirker skriftmedierne til, at større og mere hierarkiske samfund kan udvikles og organiseres. Ved hjælp af skriftmedier kan mennesker nemlig opbygge, systematisere, regulere og kritisere information og viden, der rækker ud den individuelle hukommelse.

Afgørende i den udvikling er, at skriftmedier fremmer entydig kommunikation, der kan forstås uden det talte sprogs brug af fagter og ansigtsudtryk. Skriftmedier tillader også asynkron og adskilt kommunikation til mange, dvs. at indholdet bruges på et andet tidspunkt og i et andet kommunikationsrum, end det fysiske sted, det skabes. Den slags kommunikation medvirker grundlæggende til en tidsopfattelse, der adskiller fortid og nutid frem for en opfattelse af et evigt nu, hvor eksempelvis tidligere generationer menes at være til stede. Skriftmedierne udbreder manges kendskab til andre tider og steder; men den bidrager også til, at brugerne kan stille spørgsmål til indholdet, fordi det kan sammenlignes med andet medieindhold og egen viden.

• mediehistorie
• medier
• trykte mediers historie
• audiovisuelle mediers historie
• digitale mediers historie

• Samlet behandling af mediernes historie i Danmark: Klaus Bruhn Jensen (red.): Dansk mediehistorie, 1-4. Samleren (1996-2003).
• Mediernes historiske betydning i samfundet: Kirsten Drotner: Mediehistorier. Samfundslitteratur (2011).